San Diego. I din beskrivelse i Lonely Planet står der, at du har det helt fint med, at LA og San Francisco stjæler det meste af opmærksomheden, når man taler om storbyer i Californien. For du har ikke noget at skulle bevise. Du har 70 km kystlinje og det bedste vejr i USA.

Og det er også vores oplevelse. Du er dejligt underspillet. Du er afslappet med dine gode strande, der tiltrækker surfere alle steder fra, og med dine uforholdsmæssigt mange tatovører og yogastudier. Men samtidig tilstrækker du også masser af startups og venturekapital, fordi du er centrum for den førende biotekklynge, der har bragt masser af job og velstand til regionen – hvilket bestemt også lader sig afspejle i huspriserne.

Du har en utrolig natur lige fra den smukkeste kyst med vilde bølger til dine bjerge med skønne vinområder og helt ud til ørkenen, hvor naturen igen er helt anderledes og ubeskrivelig smuk.

Og så er du børnevenlig med masser af fortov og servicemindede butikker. Når man handler med sine børn, så får man ikke blot pakket sine varer, man får også tilbudt at få dem båret helt ud til bilen. Venligheden mærker man også i trafikken, hvor alle holder tilbage, når man kommer med en klapvogn.

Vi kommer helt sikkert til at savne venligheden og lysten til small talk. Selvom det kan virke overfladisk, så er det enormt dejligt, at man så nemt kommer i kontakt med folk her. Man føler sig hurtigt hjemme, når man har haft en kort sludder med postbuddet om Mexico eller med en tilfældig forbipasserende om Danmark og vores sygesikring eller med en gammel surfer om Trump, “well, he is an idiot…”.

Som vores nabo netop sagde i dag, så er det her paradis. Han kan slet ikke forstå, at man har lyst til at bo andre steder. Det kan jeg nu godt. Fordi vi kun har boet her 3 måneder, har vi jo nærmest kun været turister. Og vi har ikke rigtigt behøvet at forholde os til realiteterne her. Men vi hører historierne. Om de mange papirløse, der ikke tør køre i bil længere i frygt for at blive stoppet og smidt ud af landet på trods af, at de har levet et helt liv her. Om skyderierne. Og de hjemløse, dem ser vi dagligt på vejen til børnehaven.

På trods af det, så tror jeg, at det godt, at tiden her er ved at rinde ud for os. For jo længere man bliver her, jo sværere bliver det at forlade stedet igen. Så tak for denne gang San Diego. Det har været en fornøjelse af lære dig at kende. Vi ses bestemt igen!

 

 

 

 

    

x

 

 

Alt er med blandede følelser herovre. Vi er netop begyndt virkelig at føle os hjemme. I huset. I Pacific Beach. Og i det hele taget i Californien. Men så kommer en mail fra børnehaven om, at man øger sikkerheden – selvom skolen i forvejen er omkranset af høje metalhegn, som er låst af mens børnene er i skole. Det virker umiddelbart uskyldigt. Og egentligt unødigt. Indtil vi ser nyhederne. Endnu et skyderi. Netop i en børnehave. Tilmed her i Californien. 3 døde. Det er så uforståeligt. Så trist. Og lige pludselig meget tæt på. Igen bliver man meget taknemlig for, hvor godt og trygt vi har det i Danmark.

Tiden går stærkt nu. Kun 16 dage tilbage. Så vi er i fuld gang med at få set de sidste ting, som vi absolut skal se, mens vi er her. En af vores bedste oplevelser her i Sydcalifornien var en tur til Anza-Borrego ørkenen, som – på grund af ualmindeligt meget regn henover vinteren – blomstrede (næsten) som aldrig før. Det var et fantastisk smukt syn at køre ind i landet, gennem vinmarker og grønne områder, henover bjergene og så komme ud på den anden side, hvor der bare er ørken så langt øjet rækker. Et ørkenlandskab fyldt med kaktusser, gule blomster og tørre grusveje.

 

Det er også første gang, at jeg har skullet skrive under på, at det er på eget ansvar at begive sig rundt med sine børn på hotelområdet (på grund af slanger og kryb). Men stedet – La casa del Zorro – brillerede med sine mange opvarmede pools. Og det var bestemt med til at gøre oplevelsen fuldendt og fuldstændig uforglemmelig.

 

 

Vores hverdag i San Diego. Vi har fået lidt rutiner efterhånden. Magne der tager i børnehave om formiddagen. Jeg drikker kaffe på terrassen mens Lærke sover. Vi tager til stranden eller på legeplads om eftermiddagen. Vi handler de samme steder. Spiser aftensmad og ser film, når børnene sover. Men på trods af det, så føles det meget lidt som hverdag. Solen, palmerne og Stillehavet gør, at det umuligt kan føles som hverdag. Og det er helt fantastisk…

Vi spiser meget ude. Men vi nyder også at spise aftensmad hjemme i huset. Og gerne i haven efter Lærke er begyndt at spise selv.

 

 

Magne er begyndt at spise frokost i børnehaven. Det er et stort skridt – og han er mega stolt.

Vores hyggelige kvarter –  og ikke mindst vores røde Toyota.

 

Og hverdagen er selvfølgelig også fyldt med finkultur…

Dagene går stærkt nu. Med mormor kan vi efterhånden sætte kryds ved de fleste ting på vores liste over steder, vi absolut skal opleve herovre. Sidste weekend kørte vi ind i landet til Ramona – et skønt vinområde kun en times kørsel fra San Diego.

 

Denne weekend stod på en klassisk tur til den gamle, oprindelige bydel, old town, hvor man tydeligt fornemmer San Diegos historie som en del af Mexico frem til 1850 (hvor Californien blev en del af USA).

Og så fik vi endelig set San Francisco. Fantastisk! En lidt ambitiøs byferie med to små børn (uden Michael) – men hotellet havde pool og hjemmebagte småkager hver eftermiddag. Og bare det at køre i sporvogn er heldigvis underholdende for en 4-årig. Så vi fik masser af valuta for pengene; Golden Gate (dog kun på afstand). Fishermans wharf, pier 39 og søløverne – og udsigten til Alcatraz. Castro-området fyldt med historie og regnbuer. Og en fed legeplads i Mission Dolores park med udsigt over hele byen.

 

  

Og som sædvanlig er det bare skønt at komme hjemme igen. Til huset. Solskinnet. Og noget der minder bare en smule om hverdag. Det kan man nemlig godt komme til at savne.

 

Solnedgang over stillehavet. Det bliver fejret på en almindelig hverdag. Og det er altså også noget helt specielt…

 

Mormor er på besøg. Og på kvindernes internationale kampdag tog vi (de tre generationer af piger/kvinder) på tur til Bird Rock – Lærken selvfølgelig klædt på til begivenheden.

På weekendtur i LA. Vi startede med en tur til Venice Beach, som er svær at beskrive og nærmest skal opleves. Den er fuld af liv og forfald, forskellige farver og kulturer, hashtåger og hippier, overtrænede bøffer, larmende hunde og souvenirs. Sjovt at se og dejligt at forlade igen. Hvilket man egentlig også kan sige om LA. Det var helt rart at komme “hjem” til San Diego efterfølgende.

Vi boede ned til Hollywood Boulevard (spændende og sjov lørdag aften – trist og forfalden søndag morgen). Og vi fik selvfølgelig slået et smut forbi Rodeo Drive.

 

Hjemme igen. Begge unger vokser – Magne i takt med at han får flere og flere nye venner herovre, og Lærke har bare travlt med at blive stor.

 

Bedste burger indtil videre; Burger Lounge i La Jolla. Kan virkelig anbefales, hvis man slår et smut forbi San Diego.

 

Regnen falder tungt i dag. Det er meget usædvanligt. Men den er tiltrængt og har gjort alt her langt grønnere end normalt. Og man kan vel ikke rigtig brokke sig over en dags regn, når vejrudsigten siger sol og 20 grader de næste 10 dage.

Vi er tilbage i huset efter en uge på hotel med pool og strand. Og hverdagen begynder igen at tage form – i de her dejlige ferieagtige rammer. Det kræver mange kræfter for Magne at blive integreret i børnehaven. Det er virkelig svært, når man overhovedet ikke forstår sproget, reglerne og konteksten. I starten var det virkelig skræmmende, men han vokser langsomt med opgaven, og vi tager det i små skridt. Og det giver virkelig god mening at holde fast. Gennem børnehaven får vi nemlig også et smugkig ind i den amerikanske kultur. Det er primært der, at vi møder og får talt med forskellige amerikanere. Blandt andet til en klassisk børnefødselsdag, som vi var inviteret med til i en park med Moana, pinata og solskin. Her var masser af søde og imødekommende forældre. Det virker som om, at mange kommer hertil fra overalt i verdenen og har meget svært ved at forlade dette sted igen. Og det forstår man virkelig godt. Det føles lidt som et paradis her.

Vi kommer nu hjem til maj. Hjem til et sted, hvor børn leger på vejen og selv kan gå til børnefødselsdag. Når man kommer på afstand, forstår man virkelig, hvor skønt det er at vokse op i et tillidsfuldt og trygt samfund. Og selvfølgelig hjem til jer, vores kære familie og venner. Jer begynder vi at savne rigtig meget.

  

  

  

  

Opdateringer til plussiden; San Diego zoo – fantastisk park med alverdens dyr. Der kommer vi til at bruge mange timer. Og Starbucks drive thru – meget belejligt, når man er alene med to børn! Og som forventet også lidt til minussiden; at skulle udfylde ca. 30 siders formularer for at kunne starte i børnehave (bl.a. den nedenfor – ja, I må gerne give min søn solcreme på)…

  

 

  

Nu er jet lag endelig ved at være overkommet. Jeg er den eneste, der bliver ved med at vågne kl. 4 om morgenen. I morgen tager Michael af sted – og jeg skal for første gang være alene med de to små. På afstand virkede det ikke som noget problem. Lige nu er jeg lidt spændt på det. Status indtil nu er, at der er langt flere ting på plussiden end på minussiden;

San Diego på plussiden

1. Det gode vejr. Det kan man virkelig godt vænne sig til. Solen gør underværker på jet lag og det generelle søvnunderskud, som følger med livet med to små børn.
2. Surfs up. Stranden er fantastisk smuk og perfekt til at underholde en 4-årig med masser af krudt i røven.
3. Trader Joe’s. Det lokale supermarked med masser af økologi og lokalt producerede varer. Stedet hvor de fleste shopper i flip flops og yogatøj.
4. Imødekommenhed. Man kan ikke gå en tur uden at falde i snak med hvem end, man møder på sin vej – om det så er om super bowl, vejret eller om det danske sundhedssystem, som takket være Bernie Sanders er blevet verdenskendt. Sidstnævnte emne drøftede vi med en sej 87-årig dame på den lokale diner. Hun brokkede sig over vejret, fordi hun var nødt til at tage en trøje med på vej til tennis og vandaerobic. Sådan vil jeg også være som gammel – med et surfbræt på terrassen og masser af kant.
5. Automatgear. Jeg var ude og køre min første tur i dag. Lidt vildt til at starte med – men takket være automatgear og en tålmodig co-driver lykkedes det at nyde turen på motorvejen til sidst. I en sådan grad at jeg fik associationer til Somewhere og Drive.
6. Supermarkeder der har alt. Ikke mindst en hel sektion med kvindelige helte til at give piger lige så mange (helte) rollemodeller, som drengene har.

På minussiden

1. At have vejens mindste hus. Hyggeligt men også lidt trangt.
2. Mere? Listen kommer helt sikkert til at blive udvidet undervejs. Lige nu er vi i vores honeymoon fase, så alt er bare imponerende og fedt.

Pacific beach – San Diego. Vi er tilsyneladende landet i et smørhul fyldt med surfere, yogastudier og gode, billige restauranter. Magne siger, at han er lykkelig her i USA, når bare vi kan tage på stranden hver dag.

Vi bor i det absolut mindste hus på vejen, men terrassen er fin – og vi skal jo alligevel ikke være indenfor…

Og Lærken trives også med det hele.