Hvis du gik

Stilhed. Som en voldsom eksplosion af skingre lyde, der pludseligt hører op. Stilhed men uro. Jeg mærker først nu den dundrende hovedpine. Og den uendelige træthed, der stikker mig i brystet og presser sig ind i mine tindinger. Jeg sidder på min seng med benene trukket op under mig. Og jeg knuger mig fast i et utilstrækkeligt forsøg på at holde sammen på mig selv. Hvor er du? Jeg er overbevist om, at hvis jeg giver slip, så vil jeg falde fra hinanden. At verden vil ophøre sin eksistens i det øjeblik jeg løsner mit greb. Hvor er du?! Alt er i opløsning. Min krop. Min sjæl. Mit liv. Ud af vinduet kan jeg skimte omridset af det gamle legehus og svævebanen, der er oplyst af det klare måneskin. Og jeg føler endnu et jag i hjertet ved tanken om, at det liv vi har opbygget sammen, nu skal rives ned. Fundamentet er allerede sprængt væk. Vi mangler blot at rive det sidste, der binder os sammen, i stykker.

Vi så ikke de begyndende revner. Og da vi endelig lagde mærke til de forholdsvis store krakeleringer, tog vi stadig for let på det. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg ville ikke se det i øjnene. Jeg ville ikke erkende, at mit livs kærlighed – min elskede mand – ikke var den samme længere. At han ikke havde de samme følelser for mig længere. Det kunne ikke passe. Det kan ikke passe. Vi vidste ikke, hvad der var på spil. Det forstår jeg først nu, efter at du er gået ud af døren. Gået ud af døren med en hensigt om aldrig at komme tilbage. Og det er først nu – i dette øjeblik – at det går op for mig, hvad det betyder. Jeg er ved at besvime af åndenød. Mine tårer strømmer som en uendelig flod. Først nu kan jeg græde. Først nu ved jeg, hvad det vil sige at miste.

# 2 Det der betyder noget

Sprækkerne fyldes af store sten

Langsomt men sikkert fyldes de op

Til sidst er alt lyset lukket inde

Indtil den dag mændene dukker op

Med små skovle og brandmandsstøvler på

Sten for sten får de langsomt gravet hul

Indtil de rammer noget blødt;

Det som universet består af

Det som gør os til mennesker

Det som betyder noget

Det får mændene blotlagt

Så lyset igen kan strømme frit

# 1 Tanker om livets uforudsigelighed

Uforudsigeligheden skræmmer mig ikke normalt. Lige indtil den rammer mig. Med noget som jeg på ingen måde kunne have forudsagt. Eller ønsket mig. Og nu ligger jeg så her. Aflyste møder. Afbud til arrangementer. Nej tak til invitationer. Jeg har slet ikke tid til det her. Roen indtræffer kun langsomt. Men accepten er nært forstående. Måske er det alligevel en gave. At mærke stilheden. At se på træerne blomstre i haven. At lægge mærke til skyernes vanderen over himlen. Som da man var lille og dagene var uendeligt lange. Universet har givet mig et lille skub. Først føltes det koldt og brutalt. Men tiden får det til at virke som en oase virker for en tørstig vandrer. Tiltrængt. Og nødvendigt. Alle de aflyste planer. Gør det virkelig noget. Det hele er der stadig i morgen. Og i overmorgen. Jeg trækker vejret dybt og mærker trætheden. Er det egentlig ikke meget simpelt. Som egernet der hopper fra gren til gren i mirabelletræet. Frem og op. Hele tiden frem og op. Lige indtil kroppen siger stop.