San Diego. I din beskrivelse i Lonely Planet står der, at du har det helt fint med, at LA og San Francisco stjæler det meste af opmærksomheden, når man taler om storbyer i Californien. For du har ikke noget at skulle bevise. Du har 70 km kystlinje og det bedste vejr i USA.

Og det er også vores oplevelse. Du er dejligt underspillet. Du er afslappet med dine gode strande, der tiltrækker surfere alle steder fra, og med dine uforholdsmæssigt mange tatovører og yogastudier. Men samtidig tilstrækker du også masser af startups og venturekapital, fordi du er centrum for den førende biotekklynge, der har bragt masser af job og velstand til regionen – hvilket bestemt også lader sig afspejle i huspriserne.

Du har en utrolig natur lige fra den smukkeste kyst med vilde bølger til dine bjerge med skønne vinområder og helt ud til ørkenen, hvor naturen igen er helt anderledes og ubeskrivelig smuk.

Og så er du børnevenlig med masser af fortov og servicemindede butikker. Når man handler med sine børn, så får man ikke blot pakket sine varer, man får også tilbudt at få dem båret helt ud til bilen. Venligheden mærker man også i trafikken, hvor alle holder tilbage, når man kommer med en klapvogn.

Vi kommer helt sikkert til at savne venligheden og lysten til small talk. Selvom det kan virke overfladisk, så er det enormt dejligt, at man så nemt kommer i kontakt med folk her. Man føler sig hurtigt hjemme, når man har haft en kort sludder med postbuddet om Mexico eller med en tilfældig forbipasserende om Danmark og vores sygesikring eller med en gammel surfer om Trump, “well, he is an idiot…”.

Som vores nabo netop sagde i dag, så er det her paradis. Han kan slet ikke forstå, at man har lyst til at bo andre steder. Det kan jeg nu godt. Fordi vi kun har boet her 3 måneder, har vi jo nærmest kun været turister. Og vi har ikke rigtigt behøvet at forholde os til realiteterne her. Men vi hører historierne. Om de mange papirløse, der ikke tør køre i bil længere i frygt for at blive stoppet og smidt ud af landet på trods af, at de har levet et helt liv her. Om skyderierne. Og de hjemløse, dem ser vi dagligt på vejen til børnehaven.

På trods af det, så tror jeg, at det godt, at tiden her er ved at rinde ud for os. For jo længere man bliver her, jo sværere bliver det at forlade stedet igen. Så tak for denne gang San Diego. Det har været en fornøjelse af lære dig at kende. Vi ses bestemt igen!

 

 

 

 

    

x

 

 

Alt er med blandede følelser herovre. Vi er netop begyndt virkelig at føle os hjemme. I huset. I Pacific Beach. Og i det hele taget i Californien. Men så kommer en mail fra børnehaven om, at man øger sikkerheden – selvom skolen i forvejen er omkranset af høje metalhegn, som er låst af mens børnene er i skole. Det virker umiddelbart uskyldigt. Og egentligt unødigt. Indtil vi ser nyhederne. Endnu et skyderi. Netop i en børnehave. Tilmed her i Californien. 3 døde. Det er så uforståeligt. Så trist. Og lige pludselig meget tæt på. Igen bliver man meget taknemlig for, hvor godt og trygt vi har det i Danmark.

Tiden går stærkt nu. Kun 16 dage tilbage. Så vi er i fuld gang med at få set de sidste ting, som vi absolut skal se, mens vi er her. En af vores bedste oplevelser her i Sydcalifornien var en tur til Anza-Borrego ørkenen, som – på grund af ualmindeligt meget regn henover vinteren – blomstrede (næsten) som aldrig før. Det var et fantastisk smukt syn at køre ind i landet, gennem vinmarker og grønne områder, henover bjergene og så komme ud på den anden side, hvor der bare er ørken så langt øjet rækker. Et ørkenlandskab fyldt med kaktusser, gule blomster og tørre grusveje.

 

Det er også første gang, at jeg har skullet skrive under på, at det er på eget ansvar at begive sig rundt med sine børn på hotelområdet (på grund af slanger og kryb). Men stedet – La casa del Zorro – brillerede med sine mange opvarmede pools. Og det var bestemt med til at gøre oplevelsen fuldendt og fuldstændig uforglemmelig.

 

 

Vores hverdag i San Diego. Vi har fået lidt rutiner efterhånden. Magne der tager i børnehave om formiddagen. Jeg drikker kaffe på terrassen mens Lærke sover. Vi tager til stranden eller på legeplads om eftermiddagen. Vi handler de samme steder. Spiser aftensmad og ser film, når børnene sover. Men på trods af det, så føles det meget lidt som hverdag. Solen, palmerne og Stillehavet gør, at det umuligt kan føles som hverdag. Og det er helt fantastisk…

Vi spiser meget ude. Men vi nyder også at spise aftensmad hjemme i huset. Og gerne i haven efter Lærke er begyndt at spise selv.

 

 

Magne er begyndt at spise frokost i børnehaven. Det er et stort skridt – og han er mega stolt.

Vores hyggelige kvarter –  og ikke mindst vores røde Toyota.

 

Og hverdagen er selvfølgelig også fyldt med finkultur…