Alt er med blandede følelser herovre. Vi er netop begyndt virkelig at føle os hjemme. I huset. I Pacific Beach. Og i det hele taget i Californien. Men så kommer en mail fra børnehaven om, at man øger sikkerheden – selvom skolen i forvejen er omkranset af høje metalhegn, som er låst af mens børnene er i skole. Det virker umiddelbart uskyldigt. Og egentligt unødigt. Indtil vi ser nyhederne. Endnu et skyderi. Netop i en børnehave. Tilmed her i Californien. 3 døde. Det er så uforståeligt. Så trist. Og lige pludselig meget tæt på. Igen bliver man meget taknemlig for, hvor godt og trygt vi har det i Danmark.

Tiden går stærkt nu. Kun 16 dage tilbage. Så vi er i fuld gang med at få set de sidste ting, som vi absolut skal se, mens vi er her. En af vores bedste oplevelser her i Sydcalifornien var en tur til Anza-Borrego ørkenen, som – på grund af ualmindeligt meget regn henover vinteren – blomstrede (næsten) som aldrig før. Det var et fantastisk smukt syn at køre ind i landet, gennem vinmarker og grønne områder, henover bjergene og så komme ud på den anden side, hvor der bare er ørken så langt øjet rækker. Et ørkenlandskab fyldt med kaktusser, gule blomster og tørre grusveje.

 

Det er også første gang, at jeg har skullet skrive under på, at det er på eget ansvar at begive sig rundt med sine børn på hotelområdet (på grund af slanger og kryb). Men stedet – La casa del Zorro – brillerede med sine mange opvarmede pools. Og det var bestemt med til at gøre oplevelsen fuldendt og fuldstændig uforglemmelig.