Regnen falder tungt i dag. Det er meget usædvanligt. Men den er tiltrængt og har gjort alt her langt grønnere end normalt. Og man kan vel ikke rigtig brokke sig over en dags regn, når vejrudsigten siger sol og 20 grader de næste 10 dage.

Vi er tilbage i huset efter en uge på hotel med pool og strand. Og hverdagen begynder igen at tage form – i de her dejlige ferieagtige rammer. Det kræver mange kræfter for Magne at blive integreret i børnehaven. Det er virkelig svært, når man overhovedet ikke forstår sproget, reglerne og konteksten. I starten var det virkelig skræmmende, men han vokser langsomt med opgaven, og vi tager det i små skridt. Og det giver virkelig god mening at holde fast. Gennem børnehaven får vi nemlig også et smugkig ind i den amerikanske kultur. Det er primært der, at vi møder og får talt med forskellige amerikanere. Blandt andet til en klassisk børnefødselsdag, som vi var inviteret med til i en park med Moana, pinata og solskin. Her var masser af søde og imødekommende forældre. Det virker som om, at mange kommer hertil fra overalt i verdenen og har meget svært ved at forlade dette sted igen. Og det forstår man virkelig godt. Det føles lidt som et paradis her.

Vi kommer nu hjem til maj. Hjem til et sted, hvor børn leger på vejen og selv kan gå til børnefødselsdag. Når man kommer på afstand, forstår man virkelig, hvor skønt det er at vokse op i et tillidsfuldt og trygt samfund. Og selvfølgelig hjem til jer, vores kære familie og venner. Jer begynder vi at savne rigtig meget.

  

  

  

  

Opdateringer til plussiden; San Diego zoo – fantastisk park med alverdens dyr. Der kommer vi til at bruge mange timer. Og Starbucks drive thru – meget belejligt, når man er alene med to børn! Og som forventet også lidt til minussiden; at skulle udfylde ca. 30 siders formularer for at kunne starte i børnehave (bl.a. den nedenfor – ja, I må gerne give min søn solcreme på)…

  

 

  

Nu er jet lag endelig ved at være overkommet. Jeg er den eneste, der bliver ved med at vågne kl. 4 om morgenen. I morgen tager Michael af sted – og jeg skal for første gang være alene med de to små. På afstand virkede det ikke som noget problem. Lige nu er jeg lidt spændt på det. Status indtil nu er, at der er langt flere ting på plussiden end på minussiden;

San Diego på plussiden

1. Det gode vejr. Det kan man virkelig godt vænne sig til. Solen gør underværker på jet lag og det generelle søvnunderskud, som følger med livet med to små børn.
2. Surfs up. Stranden er fantastisk smuk og perfekt til at underholde en 4-årig med masser af krudt i røven.
3. Trader Joe’s. Det lokale supermarked med masser af økologi og lokalt producerede varer. Stedet hvor de fleste shopper i flip flops og yogatøj.
4. Imødekommenhed. Man kan ikke gå en tur uden at falde i snak med hvem end, man møder på sin vej – om det så er om super bowl, vejret eller om det danske sundhedssystem, som takket være Bernie Sanders er blevet verdenskendt. Sidstnævnte emne drøftede vi med en sej 87-årig dame på den lokale diner. Hun brokkede sig over vejret, fordi hun var nødt til at tage en trøje med på vej til tennis og vandaerobic. Sådan vil jeg også være som gammel – med et surfbræt på terrassen og masser af kant.
5. Automatgear. Jeg var ude og køre min første tur i dag. Lidt vildt til at starte med – men takket være automatgear og en tålmodig co-driver lykkedes det at nyde turen på motorvejen til sidst. I en sådan grad at jeg fik associationer til Somewhere og Drive.
6. Supermarkeder der har alt. Ikke mindst en hel sektion med kvindelige helte til at give piger lige så mange (helte) rollemodeller, som drengene har.

På minussiden

1. At have vejens mindste hus. Hyggeligt men også lidt trangt.
2. Mere? Listen kommer helt sikkert til at blive udvidet undervejs. Lige nu er vi i vores honeymoon fase, så alt er bare imponerende og fedt.

Pacific beach – San Diego. Vi er tilsyneladende landet i et smørhul fyldt med surfere, yogastudier og gode, billige restauranter. Magne siger, at han er lykkelig her i USA, når bare vi kan tage på stranden hver dag.

Vi bor i det absolut mindste hus på vejen, men terrassen er fin – og vi skal jo alligevel ikke være indenfor…

Og Lærken trives også med det hele.